Den seneste måneds tid har budt på travlhed hos Zealand Care. To nye distributøraftaler med Deconx og Blue Ocean Robotics er kommet i hus og nu styrkes salgsteamet ligeledes.
Med en ambition om at være Danmarks førende distributør af sundhed- og velfærdsteknologi har Zealand Care sat barren for fremtiden højt. De seneste måneder har Zealand Care indgået samarbejdsaftaler med producenten af en desinficeringsmaskine, Deconx og den ledende leverandør af robotløsninger, Blue Ocean Robotics. De nye produkter sælger, trods alt, ikke sig selv og derfor siger Zealand Care goddag til hele tre nye Key Account Managers, som skal hjælpe med at indfri virksomhedens ambitioner.
Salgschef hos Zealand Care, Berit Boss Brøndum, glæder sig over at have fået hele tre nye folk i sit team:
- Der er gang i rigtig mange spændende ting hos Zealand Care lige nu og med de nye aftaler med Deconx og Blue Ocean Robotics, var det en nødvendighed, at vi fik udbygget vores team. Det har vi fået gjort nu med tre yderst kompetente herrer, som hver især kan byde ind med den erfaring, der er nødvendig for at vi kan indfri vores mål om at være Danmarks førende distributør af sundhed- og velfærdsteknologi. Nu ligger der en stor opgave foran os med at få opbygget vores nye team, så vi kan komme ud til kunderne og fortælle om de muligheder, der ligger i vores nye teknologier og robotter. Det glæder jeg mig til at gå i gang med.
Inden opbygningen af salgsteamet for alvor går i gang, sendes de tre nye folk dog lige på skolebænken først:
-Vi er i gang med at implementere LEAN hos Zealand Care, og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at vores nye kollegaer har et stort kendskab til dette. Derfor er det nødvendigt, at de får en LEAN-agent uddannelse. LEAN indgår allerede nu som en naturlig del af den måde, vi tænker virksomhed på, men vi vil gerne have det til at blive en endnu større del af Zealand Cares DNA i fremtiden, fortæller Berit Boss Brøndum.