Det er nødvendigt at eksperimentere med forskellige modeller, hvis fremtidens behov for ældreomsorg skal imødekommes tilfredsstillende. Problemet forsvinder ikke af sig selv, og det gælder om at stimulere entrepreneur-ship og uddelegere ansvaret, hvis vi skal undgå ’omsorgsrobotter’ i fremtidens omsorgssystem.
Det er i reglen problematisk at spå troværdigt om fremtiden, men på ét område – nemlig når det gælder den demografiske udvikling – er opgaven ikke vanskelig: Der bliver flere ældre med plejebehov i fremtidens Danmark og færre til at finansiere servicen.
Hvis kommunerne – også efter de sandsynlige større enheder som følge af den igangværende kommunalreform – skal være i stand til at løfte den opgave og udfordring tilfredsstillende, så er det nødvendigt, at de ikke låser sig fast i bestemte modeller, men tør eksperimentere med forskellige løsningsmuligheder. Tiden er kommet til at tænke nyt og smartere. Det mener direktør Johan Peter Paludan fra Institut for Fremtidsforskning:
”Nu har ordet ’eksperiment’ jo flere gange over årene været brugt som det helt store fy-ord i diskussionen om løsningen af omsorgsopgaverne i samfundet. Men jeg mener sagtens, man kan eksperimentere med omsorgen, uden at det sker på en uansvarlig måde. Faktisk vil jeg mene, at eksperimenter er en direkte nødvendighed. Det ligger nemlig fast, at den nuværende håndtering af ældreomsorgen ikke er hensigtsmæssig og fleksibel nok, hvis målene skal indfris. Derfor kan vi næsten ikke starte for tidligt med at erhverve os de kompetencer, som er nødvendige for at imødekomme fremtidens behov,” forklarer Johan Peter Paludan.
Højt forventningspres
De store årgange fra 1940’erne, som i dag er omkring 60 år gamle, og som om ti-tyve år begynder at nå op i den potentielt omsorgskrævende alder, er anderledes end tidligere ældregenerationer. En stor del af dem er ikke belastede af hårdt fysisk arbejde, de har spist vitaminpiller hele livet, de er holdt op med at ryge og mange har forstået at holde sig i fysisk form. Men selv om andelen af plejebehov-egnede i denne generation derfor sandsynligvis bliver mindre end i tidligere generationer, så vil der alligevel være flere, som efterspørger ældreomsorg, fordi den samlede andel af ældre bliver væsentlig større.
”Man kan sige, at de omsorgskrævende udgør en mindre del af deres egen generation, men en større del af samfundet som helhed. Det afgørende er dog, at uanset om de ældre er plejekrævende eller ej, så vil de med stor sikkerhed lave en forfærdelig ballade, hvis de ikke får, hvad de mener er deres ret. En stor del af dem betragter ganske enkelt skattesystemet som en form for forsikringssystem. De bliver sure, hvis politikerne begynder at pille for meget ved deres ’rettigheder’ – og her bør man ikke glemme, at stemmeretten jo ikke afskaffes, når man fylder 70.”
Væk fra manual-kulturen
Ifølge Paludan bør kommunerne forholde sig til den demografiske udvikling og til forventningspresset ved at organisere ældreomsorgen på en smartere og mere fleksibel måde:
”Jeg tror på, at vi skal bevæge os væk fra manual-kulturen, hvor alle følger den samme fremgangsmåde. I stedet skal vi turde give folk – medarbejderne i ældreomsorgen – et øget ansvar, både når det gælder kvaliteten og tilrettelæggelsen af arbejdet. Ellers kan det også blive svært at rekruttere tilstrækkeligt med medarbejdere til ældreomsorgen fremover – ikke mindst i yderområderne.”
”Derfor giver det god mening at forsøge at udvikle en slags entrepreneur-ånd på ældreomsorgsområdet, hvor der er plads til at eksperimentere, udvikle og afprøve nye modeller, og hvor folk ikke bare er nogle ’omsorgsrobotter’ som skal gøre, hvad de får besked på, men hvor der også er plads til selv at tænke nyt. Ellers kan vi jo lige så godt tage skridtet fuldt ud og indføre rigtige robotter i ældreplejen.”
Ideologi på vej ud
Selvom Paludan lægger op til flere eksperimenter og større frihed, så er det ikke ensbetydende med, at myndigheder ikke stadig skal stå som garant for kvaliteten i ældreomsorgen – bl.a. gennem kontrol og klare minimumsstandarder. Til gengæld mener har ikke, at det i fremtiden vil være relevant at tale om, hvorvidt servicen leveres af offentlige virksomheder eller af private udbydere:
”Jeg tror bestemt, at det bliver sværere at opretholde de traditionelle skillelinjer mellem det offentlige og det private. I hvert fald vil vi se mange flere samarbejdspunkter, end det er tilfældet i dag. Om 20 år er man ligeglade med, om ældreservicen leveres af private eller offentlige virksomheder – eller af en eller anden blanding af de to. Ideologien hvad dette angår vil være et overstået kapitel. Folk vil tænke, at det er lige meget, hvor hjælpen kommer fra – bare den kommer, og at kvaliteten er i orden, så man fx ikke får besøg af en ny hjemmehjælper hver gang.”
Hvis servicen ikke er i orden forudser Paludan, at de ældre fremover i højere grad end i dag vil være parat til at rejse for at finde den bedste omsorg. Nogle kommuner vil måske lige frem begynde at konkurrere med hinanden om at tilbyde god ældreservice. Det kan igen betyde, at vi om nogle år vil se særlige områder i Danmark, hvor koncentrationen af ældre er særlig høj – lidt a la situationen i Florida i USA – og hvor de kommunale udgifter til skole og dagpleje er tilsvarende lave.