Mange kommuner i Danmark vil de kommende år opleve, at en stadig større del af borgerne når pensionsalderen og kan blive plejekrævende. For at håndtere denne opgave til glæde for både de ældre og medarbejdere i ældreomsorgen bør kommunerne begynde at tænke mere holistisk og løsne op for stive arbejdsstrukturer, mener Henrik Kolind, kommunaldirektør i Høje Taastrup kommune.
Kommunerne står i disse år over for en række krævende udfordringer på ældreområdet. Det gældende regelsæt for håndtering af ældreplejen giver kommunerne mulighed for at samarbejde og sammenligne på tværs af kommunegrænserne. Men der er samtidig behov for at udvikle samarbejdsmetoderne, så de i højere grad inddrager de menneskelige relationer, der er centrale elementer i forbindelse med ældrepleje.
”Det er en god ide, at vi kan sammenligne os med andre kommuner, så vi kan lære af hinanden og skabe best practices. Vi har dog samtidig behov for at løsne op for vores ”industribaserede” opfattelse og i stedet bygge ældreomsorgen op omkring de blødere værdier og metoder, som eksisterer i dagens videnssamfund. Den industribaserede tankegang kan bl.a. give sig udslag i, at hjemmehjælperens arbejdsdag opdeles alt for skarpt. Det er ofte uhensigtsmæssigt, og derfor har vi brug for værktøjer, der kan fokusere på de blødere nuancer og løsne op for de meget stive arbejdsstrukturer,” siger Henrik Kolind.
”Den afgørende udfordring består i at designe de rette arbejdsprocesser og have fokus på medarbejdernes trivsel samtidig med, at serviceniveauet over for de ældre bibeholdes. Metoden i dag bør videreudvikles, så der er plads til mere rummelig koncepter såsom arbejdsglæde.”
Behov for nye måder at administrere og budgettere
Den demografiske udvikling betyder, at andelen af ældre borgere i Danmark stiger markant over de næste 5-10 år, hvilket vil forøge kommunernes arbejdsbyrde. Det vil stille større krav til samfundet og den aktive arbejdsstyrke.
Den politiske diskussion går på fordelingen af de ældres udgifter. Ifølge Henrik Kolind er der behov for, at man fra politisk side bliver bedre til at prioritere – skal fx den ældres indkøb og rengøring finansieres af staten eller pålægges den enkelte? Politikerne må samtidig ikke være bange for at skære på området, da det ellers vil blive for dyrt for kommunerne at opretholde det nuværende serviceniveau. Dertil kommer den måske største udfordring: Kommunerne er tvunget til at finde på nye måder at administrere og lægge deres budgetter på, hvis det skal lykkes at dæmpe udgifterne uden samtidig at sænke serviceniveauet. Her skal man bl.a. tage stilling til, hvordan man på længere sigt kan lave prognoser for, hvor meget hhv. det offentlige og den enkelte skal betale.
Mere begavet it i ældreplejen
Kommunerne har dog også behov for at fokusere på de interne ressourcer. Allerede i dag er der et stort pres på medarbejderne i kommunernes ældresektor. Dette pres øges i takt med den stigende arbejdsbyrde, og eftersom der ikke er udsigt til, at medarbejderstaben forøges, så er kommunerne tvunget til i højere grad at tænke i effektivisering af eksisterende arbejdsmetoder.
Sidst, men ikke mindst, er der behov for at anvende it på en mere ”begavet” måde i ældreomsorgen. It-niveauet herhjemme er i dag i top, men for at effektivisere og systematisere interaktionen mellem de ældre og hjemmeplejen kan fx indførelsen af flere håndholdte PDA’er være en mulighed. Ansigt-til-ansigt-tiden skal øges, men uden at medarbejderen negligeres, og det kan bl.a. ske med de rette it-værktøjer.
Opblødning mellem offentlig og privat ældrepleje
Ifølge Henrik Kolind er der ikke tvivl om, at fremtiden byder på en større opblødning og et mere venskabeligt forhold mellem offentlig og privat ældrepleje. Allerede i dag er der frit valg af hjemmepleje, hvilket har øget opmærksomheden omkring muligheden for at vælge mellem offentlige ældreydelser eller private udbydere. Derfor er flere private virksomheder begyndt at byde på denne type samfundsopgaver. Og herfra er der ikke langt til en situation, hvor de ældre køber supplerende ydelser, dvs. ydelser ud over dem, kommunerne dækker gratis i dag, hos enten det offentlige eller private virksomheder.
Men uanset om den kommende ældregeneration hovedsageligt vil vælge offentlig eller privat pleje, så pointerer Henrik Kolind, at der vil være et behov for at udvikle en mere helhedsorienteret og holistisk tankegang. Ellers kan det blive vanskeligt at udvikle de retningslinjer, som sikrer, at arbejdsopgaverne løftes på en måde, så både de ældre, medarbejderne og samfundet kan være tilfredse. Og mindre bør vi ikke være tilfreds med.