Udsigt til bred opbakning
"Jeg forventer bred opbakning til CareBase-initiativet fra det kommunale Danmark". Sådan lyder meldingen fra Ole Pass, der er socialchef i Rødovre Kommune og formand for socialchefforeningen i Danmark, og som har accepteret invitationen til at deltage i ekspertpanelet bag CareBase-barometret.
Socialchef Ole Pass fra Rødovre kommune er en af de i alt 12 personer, som har takket ja til at deltage i det ekspertpanel, der skal sikre, at temaerne og spørgsmålene i barometer- eller sammenligningsværktøjet på www.carebase.dk altid er så aktuelle, repræsentative og relevante som muligt for brugerne i kommunerne. Han synes, det lover godt for initiativet, at ekspertpanelet er bredt sammensat og repræsenterer flere traditionelle med- og modspillere på ældreområdet. Motivationen for Pass har ikke mindst været udsigten til at deltage i opbygningen af en ny og tværgående dialog, hvor kommunerne i højere grad kan lære af hinandens erfaringer, end det er tilfældet i dag:
”I dag ved vi til hudløshed, hvad hver enkelt post koster på ældreområdet – både i vores egen og i nabokommunen. Til gengæld savner vi viden på de mere bløde og holdningsmæssige områder. Jeg ser dette initiativ som en kærkommen lejlighed til at få større viden om, hvad der rør sig rundt om i landet. Vi savner en bredere erfaringsudveksling – fx om der er kommet for meget management ind i ældreplejen. Der er ikke bare tale om en sammenligningsmaskine, men i høj grad om et inspirations- og dialogværktøj. Det er vigtigt, at sammenligningen ikke bare er kvantitativ, men også foregår kvalitativt”.
Samarbejde på tværs af traditionelle skel
Ole Pass ser det ikke som noget problem, at det er et privat firma, der står bag videnportalen CareBase – nærmest tværtimod:
” Jeg er selvfølgelig ikke blind for, at Zealand Care som privat firma har forventninger om fortjeneste på en eller anden måde. Men jeg synes, det er spændende og forfriskende, at de tager dette initiativ. Der er tale om et samarbejde på tværs af traditionelle skel, og det kan være til gavn for ældreomsorgen. Private virksomheder er mere risikovillige og kan nogle driftsmæssige ting, som vi kan lære af. Omvendt kan den private sektor givetvis lære noget af vores måde at opbygge kontakt med borgerne på,” siger Ole Pass.
Positive socialchefer
Ud over at være socialchef i Rødovre er Ole Pass også formand for socialchefforeningen i Danmark. Uden direkte at have drøftet sagen i forenings-regi tvivler Pass ikke på, at mange socialforvaltninger rundt om i landets kommuner vil tage positivt imod initiativet:
”Alle har en interesse i at finde den rette balance mellem det rent omsorgsmæssige og det driftsmæssige på ældreomsorgsområdet – og det kan CareBase medvirke til. Det er selvfølgelig ingen hemmelighed, at tiden er en knap faktor i mange kommuner, og at vi bliver løbende bedt om at bruge tid på diverse undersøgelser. Men dette format lægger op til, at mange kolleger selv har mulighed for at bestemme, hvad man vil bidrage med. Jo mere man er aktiv, jo mere får man jo ud af det, og det er et godt incitament.”
”Samtidig er åbenhed jo er en klar betingelse for, at initiativet kan få gennemslagskraft. Generelt tror jeg ikke, der er grund til at være bekymret for det. I kommunerne har vi gennem mange år imødekommet krav om åbenhed, og vi har for længst lært, at det er en uomgængelig betingelse for at kunne lære nyt og videreudvikle os.”
Kommunens størrelse har ingen betydning
Ifølge Ole Pass vil resultatet af de igangværende forhandlinger om kommunesammenlægninger næppe få den store indflydelse på anvendelsen af CareBase. Ligegyldigt hvilken størrelse, den enkelte kommune har, vil der være et behov for erfaringsudveksling. Men han tilføjer også, at hvis CareBase allerede havde været på banen i et par år, så ville der også have været et større videngrundlag til stede om kommunernes håndtering af ældreomsorgen – og dermed ville der også have været et bedre beslutningsgrundlag til stede for de igangværende drøftelser om sammenlægning.