Forandring fryder, viste det sig, da Zealand Care gjorde sit indtog i Egvad Kommune. I dag vil personalet ikke undvære det elektroniske hjælpemiddelmodul og den høje standard på hjælpemidler.
Det var ikke uden en vis skepsis, at Kim Setter Hansen, ledende ergoterapeut i Egvad Kommune, og Karl Erik Jensen, teknisk assistent, kiggede Zealand Care i øjnene de første gange. I Egvad Kommune havde man nemlig en genbrugsordning, som man var ganske godt tilfreds med. Men det daværende depot i Tarm skulle pludselig nedlægges, og så søgte Egvad nye græsgange på hjælpemiddelområdet.
- Det var ikke tilfredsstillende, at vi ikke kunne levere hurtigt til borgerne mere, fordi depotet var lukket, så vi blev nødt til at finde på noget andet, forklarer Kim Setter Hansen.
- Jeg havde aldrig mødt folkene fra Zealand Care, så jeg var meget spændt på, hvordan det hele ville blive, fortæller Karl Erik, der som noget af det første skyndte sig på besøg på Zealand Cares Servicecenter i Ølgod.
Alle kan lære systemet
Karl Erik har været ansat til blandt andet hjælpemiddelkørsel i Egvad Kommune i 35 år og satte mere pris på gule post-its end på computersystemer. Men det skulle vise sig, at computerne faktisk ikke var så farlige endda.
- Jeg var ret negativ de første dage, men blev overvundet efter at have lært computersystemet at kende på få dage. Det havde jeg aldrig troet, ville ske, men alle kan bruge det her system, griner Karl Erik. Også Kim Setter Hansen var nervøs for at skulle lære nye systemer at kende, men måtte hurtigt opgive sin tvivl.
- Vi startede med Zealand Care den 1. september 2004, og samme dag startede vi på undervisning, det var meget velplanlagt. Vi er glade for systemet i dag, for der er blandt andet et dejligt billedkartotek over alle de hjælpemidler, vi har, og der er mulighed for at se i systemet, hvilke hjælpemidler, den enkelte patient har. Det er smart, siger Kim Setter Hansen, der har arbejdet i Egvad Kommune i 17 år.
Som en del af flokken
Kontorbygningen, som Karl Erik og Kim har til huse i, ligger 12 kilometer fra servicecentret i Ølgod, og Karl Erik kommer der flere gange om ugen. Han henter og bringer hjælpemidler til kommunens ældre, og han nyder at komme på servicecentret.
- Jeg blev taget ind i deres flok med det samme, så jeg føler mig som en del af deres stab nu. Det er virkelig et rart sted at komme, forklarer Karl Erik. Han skal selv benytte computerne på depotet og selv finde de ønskede hjælpemidler på hylderne, men får også ofte en hånd med af servicecentrets personale, når turen går mellem rækkerne af hylder med stabler af toiletsæder, puder, ryglæn og meget andet.
Brug og smid væk
Da Zealand Care overtog hjælpemiddelhåndteringen i Egvad Kommune, måtte Karl Erik og Kim også vænne sig til at smide flere hjælpemidler ud. Og det var svært.
- Vi har jo været vant til at reparere gang på gang, og fjerne lidt rust hist og pist, og det gjorde ondt at smide brugbare ting væk, siger Karl Erik.
- Men det gør, at alle vores hjælpemidler altid er i orden. Man får aldrig noget fra depotet, der ikke er næsten som nyt, siger Kim.
Og det skyldes til dels vaskemetoderne, der gør, at hjælpemidlerne er renere, end Kim nogensinde før har set.
- Vi er glade for den høje standard, vi kan tilbyde brugerne, og jeg er stolt af at sige, at vi altid har rene hjælpemidler, det er Zealand Care virkelig gode til, siger hun.
Det var netop den høje standard, Kim var bange for at miste i skiftet til et nyt system, men hun fortæller, at brugerne ikke har klaget over fleksibilitet eller service.
- Faktisk tror jeg ikke at brugerne har mærket meget til skiftet, men jeg ved, at fremtidens ældre vil være mere krævende, og så er det godt, at vi kan være fleksible, siger hun.
Servicecentret kan altid levere
Kim og Karl Erik er ikke bange for at rose Zealand Care, og især er de glade for, at de ikke har skullet ændre deres arbejdsgange ret meget.
- Det har ikke været noget problem, at vi gerne vil være hurtige med leveringen til brugerne, som vi plejer, for Zealand Care leverer hurtigt et produkt til os, hvis det ikke lige er hjemme på vores eget depot. Og der sker aldrig den samme fejl to gange, for der er procedurer for alt, siger Kim Setter Hansen.
- Vi kan altid skaffe hjælpemidler fra servicecentret, og det betyder, at vi kan gøre ekspeditionen færdig hos borgeren. Det betyder meget, at man ikke skal vente ekstra dage på hjælp, forklarer Karl Erik.
Skepsis må der til
Inden Zealand Care blev antaget af de lidt skeptiske vestjyder, blev alle aspekter af den nye situation vendt med personalet, og det ser Kim som en enorm fordel.
- Jeg gik ikke ind til Zealand Care med lukkede øjne, for vi havde fået lov at blive hørt undervejs, så det ikke bare var en beslutning, der var truffet på chef-niveau. Det hjalp os i hvert fald meget. Men lidt skepsis skulle der jo være tilbage til startfasen alligevel, smiler hun.